Derfor er selvledelse fuldstændig misforstået! Sandheden om selvledelse og hvad debatten overser

På det seneste har der været livligt gang i ledelses-debatten i forhold til, hvorvidt moderne ledelse, herunder selvledelse, i virkeligheden er roden til alt ondt?

Livsfarlig Ledelse” kalder ledelsesrådgiver Christian Ørsted sin seneste bog. Og for nyligt bragte Politiken en artikel af selvsamme forfater, hvor han ligefrem undskylder for, qua sin rolle som ledelseskonsulent, at have bidraget til at folk ”knokler så hårdt og føler så stort et ansvar, at vi er til fare for os selv”. Underforstået at han har hjulpet ledelsen på de danske arbejdspladser til at gøre sine medarbejdere SÅ motiveret i sit arbejde, at de ikke formår at slippe det. Og hermed bl.a. ender ud med stress-diagnoser. (Fra artiklen ”Undskyld, jeg var med til at fremme en livsfarlig ledelsesform”, Politiken 5. December 2014)

Selvledelse, hvad gør vi galt?

Men er vi, som denne debat om Selvledelse postulerer, på vej i den gale retning? Skal vi virkelig holde igen med at uddele ansvar til vores medarbejdere, interessere os for deres følelsesliv og gøre ledelsesmæssige tiltag for at øge motivationen  og dermed performance gennem selvledelse?

Det mener jeg ikke.

Den virkelige fejl – og dermed roden til alt ondt – oplever jeg som værendeselve det faktum, at DE FÆRRESTE MENNESKER FORMÅR AT MÆRKE SIG SELV OG SÆTTE EGNE GRÆNSER. Og hermed være i sund balance.

DERFOR handler selvledelse i min optik om at kunne mærke sig selv og navigere i verden ud fra dette.

• At kunne mærke, hvornår man mangler at forventningsafstemme med sin leder eller sine kolleger og stille spørgsmål til dette.
• At kunne mærke, hvornår man har nået sin grænse for, hvad man kan tage ind af arbejdsopgaver og…
• …turde kommunikere dette!

Alt i alt at kunne mærke, hvem du virkelig er, hvad du står for og hvad du har brug for fremfor konstant at forsøge at leve op til en rolle og en ofte misforstået forestilling om andres krav.

Stress, depression og manglende føling med sig selv

Jeg tror på, at det er manglen på ovenstående ”kompetence”, som fører til mange tilfælde af stress, depression og den overdrevne ansvarspålæggelse, som ledelsesrådgiver Christian Ørsted er inde på i sine pointer om konsekvensen af moderne ledelse.

Jeg er hermed forstået ikke tilhænger af den ofte overfladiske ”hvad synes du selv?” – tilgang, men jeg er derimod fortaler for at du lærer at skabe en STÆRK kontakt til og fornemmelse af dig selv og egne grænser.

Derfor ER dine følelser og dit private liv uadskillige fra dit arbejdsliv

Jeg er, som du nok allerede har fornemmet, slet ikke enig med Christians Ørsted synspunkt om at ledelsen blander sig for meget i sine medarbejderes private liv og at det at sende dem til en coach kan sidestilles med ”religiøse sekter, hvor man hjernevasker folk” (citat fra omtalte artikel). Fordi jeg mener netop, at det er et yderst vigtigt skridt på vejen mod bedre ledelse og større trivsel og arbejdsglæde, at vi som ledere begynder at interessere os for vores ansattes følelsesmæssige liv. Tidligere direktør for Irma og nu ledelsesrådgiver Alfred Josefsen har udtryk dette simpelt og kort:

“Nogle hævder, at følelser ikke er en del af mennesker på arbejde, og i så fald er arbejdspladsen nok ikke en del af menneskers liv!!”

Blot handler det om, at lederen/ coachen forstår og formår at kernen i det hele centrerer sig om: Nemlig at medarbejderen skal lære at være i balance med sig selv. Og hermed kende/genkende følelsen af at være det.

Så NEJ, jeg ser det ikke som udelukkende værende et ledelsesproblem, men derimod en samfundstendens i retning af, at vi kommer til at leve vores liv som var det et computerspil:

Vi bliver fuldstændig opslugte af spændingen og muligheden for lige at klare den til næste level og næste igen. Vores krop pumpes fuld af belønnelses-hormonet Dopamin, og vi kan slet ikke give slip igen, fordi det føles SÅ godt.

Alt i mens vi glemmer alt om andre basale behov såsom sund kost, motion, hvile, psykologisk og åndelig udvikling etc. En konsekvens af at være alt for fokuseret på ydre mål og en misforstået opfattelse af at livglæde og arbejdsglæde kommer ”når jeg liiiige har gjort dette stykke arbejde færdigt, når jeg liiige har overleveret lidt mere, når jeg liiige har fået gjort mig fortjent til denne titel” osv. You get my point?

Efterlad meget gerne din kommentar til debatten herunder.

Kærligst

Lene Mondrup

Karrierecoach/ erhvervscoach og trivselsrådgiver